Italienske oplevelser

Det er nemt at gøre sig selv til grin, og det lykkedes mig bestemt også så godt og grundigt i aftes. Det kom sig af, at min mand netop var kommet hjem fra en tre dages arbejdsrejse til det sydlige Italien, hvor han skulle have et møde med en virksomhed, som er kunde i det firma, hvor min mand arbejder.

Og så fortalte han, at der på en eller anden måde var gået koks i aftalen om tidspunktet for mødet, så han havde pludselig fem timer, han skulle slå ihjel. Det firma, han skulle til møde hos, havde tilbudt ham at låne en bil, for så kunne han jo fordrive tiden med at kigge sig lidt omkring.

Det tilbud tog han imod, og ganske få kilometer fra det italienske firma kom han tilfældigt ned til en havn, hvorfra der sejles over Messinastrædet til Sicilien. Da overfarten tager mindre end en halv time, besluttede han sig for at tage over for at se nærmere på den berømte ø.

Og den blev han åbenbart begejstret for. I hvert fald foreslog han efter hjemkomsten i går, at vores næste ferie skulle gå til netop Sicilien, for der er betagende smukt, sagde han.

Det var så her, jeg dummede mig, for jeg sagde, at nu havde vi i mange år altid holdt vores ferier i Italien, så hvorfor skulle vi lave om på det. Det var i en noget syrlig tone, at min mand gjorde mig opmærksom på, at Sicilien jo er en del af Italien. Det vidste jeg jo godt, men dummet mig, det havde jeg trods alt.

Besøg Sicilien – og oplev syden

Vi snakkede lidt om det, og han fik mig overbevist om, at det nok kunne være en god ide at besøge Sicilien. Når vi har holdt ferie, har vi altid foretrukket at leje ferieboliger i Italien, og det vil vi bestemt også gøre, hvis vi tager til Sicilien til sommer, for vi holder ikke så meget af at bo i et eller andet tilfældigt hotelværelse i flere uger i træk. Vi føler os bedst tilpas, hvis vi har vores egen bolig, hvor vi selv kan lave noget mad, vaske tøj og så videre.

Derfor har vi gennem årene boet i mange forskellige feriehuse i Italien, og overordnet set har vi altid været godt tilfreds med de ferieboliger, vi har lejet efter selv at have fundet dem på nettet. Det er absolut min opfattelse, at konkurrencen på det område er så stor i Italien, at udlejerne sørger for at holde boligerne i god stand, for vi har faktisk aldrig oplevet at blive skuffet over kvaliteten af en feriebolig, vi har lejet.

Toscana

Sidste sommer havde vi booket en ferielejlighed på et tidligere vinslot i Toscana. Det var en ualmindeligt lækker bolig med masser af atmosfære, hvor vi nød at være i tre uger. Selve vinproduktionen var flyttet væk fra slottet, men der bliver stadig lagret meget spændende rødvine i slottets kældre, og dem kan man vælge at smage på, når man spiser i den restaurant, der også er indrettet i slottet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *