Min bedste ven er skør. Han har afbrudt sine studier inde på jura. Han er ellers det klogeste menneske, jeg kender. Han ville have en stor karriere foran sig, hvis han gennemførte. Og det kunne han gøre i løbet af de kommende 2 år. Han siger, at studiet ikke interesserer ham mere. Jeg undrer mig. Det kan bare ikke passe. Der må være et andet sted, hvor skoen trykker.

Manglende kontakt

Jeg har derfor forsøgt at kontakte ham i de sidste ugers tid. Han har ikke lukket sine konti på de sociale medier, men han har heller ikke postet noget som helst. Han svarer dog heller ikke på telefonen. Jeg har ellers ringet til ham flere gange dagligt. Men i går svarede han. Jeg spurgte ham, om han har det godt. Ja, da, svarede han. Jeg har det fint. Helt ok. ”Godt vil du fortælle mig, hvorfor du ikke har ladet høre fra dig i flere uger – og bare er sprunget fra jura?” Mit spørgsmål provokerer ham, men jeg kan høre, at han faktisk gerne vil snakke. Han fortæller mig, at han ikke har haft tid. Han har haft travlt med sin nye uddannelse. ”Hvilken?”

Jeg skal være stresscoach

”Jeg er ved at tage en stresscoach uddannelse.” En, hvad? ”En stresscoach uddannelse!”. Hvad er det, tænker jeg. Jeg har en idé. Men jeg er ikke sikker. Jeg spørger ham om, hvad det er, og hvorfor.

Han forklarer mig, at han lige pludselig ikke kunne magte det her med at se frem til at være jurist i resten af sit liv. Få det der stive sprog, som de bruger. Han vil hjælpe mennesker, der har brug for hjælp her og nu. Ikke lave papirarbejde og skubbe procedurer rundt. Nej, han vil lave noget ’hands-on’, hvor man kan se resultater hurtigt. OK. Respekt. Men hvorfor lige en stresscoach uddannelse. Jeg er nysgerrig efter at få at vide, hvad han har opdaget.